Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg faktisk er her.
Min krop har været så stresset de sidste par uger i Quito af jetlag, smog, spansklektioner og af at overanstrenge sig for at forstå og blive forstået. Mit energiniveau var helt nede i det røde felt og det meste af min fritid gik med at sove.
Et døgn her og jeg er mig selv igen. Her er stille, her er utroligt grønt, primitivt og minus wifi, telefonsignal og varmt vand, men plus hængekøjer, manana-attitude og guitar-om-bål stemning.
Her er 7 andre gæster i denne uge og 2 ansatte. Anna(18) fra Tyskland, Mariela (26) fra USA, Torill (34) fra Norge og fire franskmænd.
Cesar leder stedet med sin guitar og Emilia styrer køkkenet.
I går plukkede vi brombær og talt finker. Vi har ikke travlt med noget.
-Tak, siger mit nervesystem! Det her kan jeg godt vænne mig til.
Vi står tidligt op, klokken 6.00 måske og begynder arbejdet klokken 8.00 - sådan cirka.
I dag ringede Galapaguera skilpaddecenteret og spurgte om vi kunne komme derud og hjælpe med et par ting. Vi fældede invasive buske med macheter (Det er for resten en fremragende måde at komme af med nogle aggressioner!) og rengjorde baby-skildpaddernes svømmebassiner. Vi fik også lov at smugkigge i rugekasserne og hilste på de yngste i flokken - kun 10 dage gamle.
Hjemme på stationen vandrer naboens køer ind i lejren når de har lyst. Så sender Cesar hunden efter dem. Egentlig har han lov til at skyde dem, når de er inde i nationalparken, men Cesar vil ikke ødelægge forholdet til naboerne og naboen siger at køerne dør af sult, hvis de ikke kan spise i nationalparken.
Her er rart at være, men der er en god grund til vi er her.
