I forrige uge holdt amerikanerne deres årlige taksigelsesfest. Jeg var så heldig at være sammen med syv af slagsen, som er skeptiske over for den gængse fejring af dagen og derfor valgte at rejse væk og sige tak for alvor, ved at gøre et stykke arbejde for verden.
En tradition tog de dog med sig ud i verden, nemlig at sige højt ved middagsbordet, hvad man er taknemmelig for.
Mit ophold hos Jatun Sacha organisationen er ovre nu og jeg er fuld af taknemmelighed over det jeg har oplevet der. Derfor skriver jeg her, hvad jeg sagde ved middagsbordet forleden.
Jeg er taknemmelig for de mennesker i mit liv, som støtter mig I min beslutning om at tage på denne rejse. Jeg ved at de derhjemme, som betyder så meget for mig, venter på mig og også er der når jeg vender tilbage.
Jeg er taknemmelig for at jeg gav mig selv lov til at træde uden for min komfortzone og tage på mit livs eventyr. Og jeg er taknemmelig for den enorme frihed jeg har.
Og hvor er jeg taknemmelig for de mennesker jeg har mødt de sidste fire uger. Torill, Mariela, Anna, Ben og Pascal I har gjort dybt indtryk på mig på hver jeres måde.
Og til I som kun var her kort tid. Jeg har lært lidt af jer hver.
Tak for alle jer ❤
