21. april ...
Som stort set alle storbyer har Seattle sin del af hjemløse. Men efter nogen tid bliver vi alligevel rystede over, hvor mange her er. Over hele byen driver hjemløse rundt i gaderne. Mange er tydelige psykisk syge, nogle er alkoholikere, nogle ludere og nogen igen fysisk syge. Men fælles for dem alle er deres blik. Blikket synes for altid forandret. Gnisten er væk. Tomhed, ligegyldighed. Ikke desperation eller angst. Bare tomhed.
En gammel kvinde sidder på fortorvet på en pude og hviler ryggen op ad en mur. Hendes blik er helt tomt. Hun bevæger sig ikke. Observerer ikke verden omkring sig. Ved siden af står en ældre mand, som om han passer på hende. Men det gør han ikke. Han vender sig om og går ned af gaden på flade fødder om med samme tomme blik i ansigtet.
Opad en butikfasade har en hjemløs mand begyndt det som ligner forberedelsen til nattens regnvejr. Timer senere går vi forbi samme sted og nu er manden færdig. To paraplyer, en papkasse og en masse plastik over en indkøbsvogn udgør hans hjem.
Seattle har givet verden brunch, grunge-musik og kaffehuse (Starbucks). Når man forlader byen mod vest kører man igennem områder, som forbindes af broer. Her er huse bygget ned til vandet, her bor verdens rigeste mand, hans microsoft ligger 20 km fra downtown. Her ligger et af landets bedste universiteter. Man siger at det altid regner i Seattle. Det tror vi nu ikke på. Vi havde godt vejr i alle tre dage. Men hvad vi tror på er, at byen har landets højeste selvmordsprocent. Og det er desværre sandt.
Ny og da rammer homeless-verden én hårdere end andre gange! Vores diskusioner med hinanden og ikke mindst med amerikanerne ender altid med en velsignelse af den danske velfærdsmodel. De amerikanere vi har talt med udviser megen frustration og indimellem desperation overfor landets tilstand - specielt folk fra Californien. Udefra er det let at se manglerne. Det grundlæggende spørgsmål er vel om befolkningen har viljen til at stemme ved valg, viljen til at dele ud af den enorme rigdom, som findes her, lysten til at betale 10-15% mere i skat end de 20-30% de gør, så uddannelse- og sundhedssystemet kan forandres og et socialt sikkerhedsnet kan etableres.
Lige nu har USA stadig fuld smadder på friværdien, på de materielle værdier, på tilbygninger, på SUV'er, på shopping. Samtidig er der flere og flere som ikke kan betale de månedlige afdrag på boliglånet, flere og flere, hvis huse bliver solgt på tvangsauktion. Nogen gange kan tvangauktion skyldes sygdom/dyr operation - hos helt almindelige familier uden sygeforsikring.
Aviserne og Tv er fulde af ord og billeder. USA's boligmarket er med raketfart på vej nedad. Overalt, hvor vi kommer i landet, kører vi forbi det ene gigantiske nybyggeri efter det andet. Hele bydele bliver bygget; boliger, indkøbskomplekser; bydele som ingen har råd til at bo i.
Seattle er en stor skuffelse. Det virker asocialt, det virker trist. USA har langt igen. Egoismen skal fjernes, og et ansvar for fællesskabet skal opbygges. Et fællesskab, som rækker længere end dem man går i kirke med, længere end ens naboer. Det kommer til at tage mange generationer og mange demokratiske valgsejre. Men for fanden, da! Hvor stor en bil kan man køre? Hvor meget mad kan man æde? Hvor stort et hus kan man bo i? Er det ikke på tide at vise, hvor meget næstekærlighed USA har for sine svage borgere? Eller viser landet det allerede?
Se flere billeder her: Seattle fotogalleri
