Efter vores trek med Krishna inviterede han os hjem til sin familie til middag. Cathrine og jeg var meget spaendte paa at moede hans familie, som vi havde hoert saa meget om paa vores trek, og vi var spaendte paa at se deres "rum", som Krishna blev ved med at kalde det: I live in a room, not a house".
Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os, at han boede i, men det syn, der senere ventede os, havde vi i hvert fald slet ikke forestillet os - langt fra.
Krishna og hans familie boede rigtig nok i et rum. Et rum paa storrelse med vores hotelvaerelse i Pokhara, eller endnu mindre (10 m2). En hel familie paa to voksne og to boern levede altsaa i dette ydmyg hjem, hvor familiens stoerste moebel var en dobbeltseng, der fyldte stort set hele rummet. Der var lige en smal gang for enden af sengen til at saette sine sko og ved siden af sengen havde konen sit lille koekken: Et gaskomfur og en hylde med krydderier. Saa havde de et lille skab og en kuffert ovenpaa skabet til opbevarelse af hele familiens toej. Toiletbesoeg var noget man gjorde uden for rummet i en lille gaard, og bad...ja guderne maa vide, hvor og hvordan familien kommer i bad.
Vi var maaloese. Det gjorde saa stor indvirkning paa os. Krishna og hans familie var - omend muligt - endnu fattigere end mit sponsorbarn i Guatemala, som jeg besoegte i 1998, og det siger ikke saa lidt. Vi har sandsynligvis spist familien ud af "rummet" bare ved vores lille besoeg den aften. Konen havde lavet lidt kylling, ris og dhaal (linsesuppe) til os + en tallerken med raa rodfrugter, vi sad og nippede til. Krishna spurgte, om vi ville have en oel og var saa nede i butikken for at koebe oel til os allesammen. Sikkert en stor udgift for den lille familie.
Vi sad allesammen i familiens dobbeltseng og spiste og snakkede. Den yngste pige paa 4 aar blev lige saa stille lullet i soevn af moderen, efter at have faaet bryst! (sikkert for at spare lidt paa familiens oekonomi til trods for pigens alder) og hun blev lagt i seng bag ved Krishna, mens vi andre blev siddende i sengen.
Det var meget underligt at vaere paa besoeg i Krishna's hjem og vi kunne maerke, at der var noget, der trykkede ham lidt. Vi fandt senere ud af hvorfor, da snakken kom ind paa familiens oekonomi: Krishna og hans kone har valgt, at deres to doetre paa 4 og 7 aar skal gaa i privatskole. Det havde han allerede fortalt os paa vores trek. Det er en udgift, som familien ikke altid har raad til, da Krishna's arbejde som baerer og guide er meget ustabilt. Han lever jo af turister og hoejsaesonen er meget kortvarig i Nepal, desvaerre, saa det betyder mindre job til Krishna. Krishna siger selv: "Jeg er et aesel, men jeg oensker ikke, at mine boern ogsaa skal vaere aesler". Han vil gerne aabne oejnene op for deres boern, give dem nogle muligheder, som han og hans kone ikke har og heller aldrig faar. Derfor har han valgt, at de skal gaa i privatskole, saa de kan faa den bedste skolegang i Nepal. De laerer engelsk fra starten og den store paa 7 aar kan allerede skrive og tale meget engelsk. Ret imponerende, saa man forstaar godt Krishna's valg.
For at goere enden paa historien lidt kortere: Cathrine og jeg skal vaere sponsorer for Krishna's doetre, saa de kan forstaette deres skolegang. Med vores maanedlige bidrag kan vi samtidig hjaelpe familien til at betale deres husleje, som koster det samme som pigernes skole hver maaned. Maaske familien derved paa sigt kan faa et ekstra rum at bo i. I hvert fald behoever de ikke vaere bange for at pigerne skal tages ud af skolen, fordi familien ikke har raad, for med vores maanedlige bidrag paa 100 kr. hver bliver baade pigernes skole og familiens husleje betalt. Utroligt at SAA LILLE et beloeb kan goere SAA STOR en forskel.
Jeg har flere gange taenkt paa, at jeg godt kunne taenke mig at sponsorere et barn fra et af de lande, jeg har rejst i her i Asien. Nu har jeg endelig fundet en familie med smaaboern, hvor hjaelpen er tiltraengt!!
