Busturen til Kuala Lumpur var igen med en meget lokal bus, så der var ikke mange at snakke med desværre. Tiden kunne så bruges på at læse lidt op på hvad man skulle se i KL og hvor det var billigst at bo.
Da jeg ankom til Kuala Lumpur var det igen tid til, at få reguleret kropstemperaturen! Fra Cameron Highlands smukke 25 grader og ingen fugtighed, til KLs 39 med 90 procent fugtighed var der alligevel en smule forskel ;-)
Jeg satte næsen direkte mod Chinatown, byens billigste vandrehjem. Hundredevis af ivrige sælger ville sælge der billige kopivarer hele vejen igennem Chinatown, til jeg fandt et vandrehjem, der ikke så for hærget ud. Det skal siges at standarden på vandrehjem i KL er meget lav, men stedet jeg fandt var heldigvis ikke for slem. Jeg smed tasken og sigtede mod centrum af byen. Dette viste sig at være 6 km, men ja, så fik jeg da lidt motion :-D KL er heldigvis nem nok at navigere sig rundt i. Ikke bare pga. de få indre veje, men få styr på beliggenheden af 5-6 skyskrabere, ud af de MANGE, så havde man nogle nemme pejlepunkter. I centrum var det jakkesætshelved, så jeg stod lidt ud i mit vandreoutfit og de 40 cm ekstra i højden. Jeg fik mig en kop kaffe på en af de fine kaffebarer og gik lidt rundt og tog billeder. Jeg kom så endeligt til mit mål, The Petronas Towers. 452 meter højt, og verdens højeste i den umiddelbare tid efter dets opførelse. Det meste af facaden har en aluminiums skal, som ser fedt ud i solskin, men åbenbart endnu federe i mørke, oplyst. Så nu skulle jeg bare vælge mig en passende bar oppe i højderne til at vente på mørkets frembrud. Skybar! Bedømt til at være en af verdens bedste barer, og med den fedeste udsigt over byen, fra dets placering på 33. etage. Jeg kom derop ved 17 tiden, mens det stadig var lyst. Heldigt nok, for alle pladser nær vinduet pånær en var reserveret. Den snuppede jeg, sammen med en kold øl, til den svimlende, high-end pris af 25 kr :D
Jeg blev 3½ time og fik taget MANGE billeder i forskellige belysninger af tårnene, og byen omkring dem. Alt imens adskellige kom over og spurgte om de måtte sidde for en tid, for at tage lidt billeder. På den måde fik jeg "gæster" fra Abu Dhabi, Sydney, London og Sverige, ved mit bord.
Det var ved at blive sent, så jeg skulle tilbage mod vandrehjemmet. Tilbage på værelset mødte en Kevin og en lokal Tatu kunstner, hvis navn jeg aldrig lærte at udtale. Vi gik sammen til byens hengemte madsteder og prøvede adskellige retter, som var opstået ved sammenstødet af Inderer, kineserer og lokale Malayer. Endnu engang med maven fuld af mad, kravlede vi i seng kl 12, overmætte!
Næste morgen var en stille og rolig seightseeing dag, hvad der blev slappet godt og grundig af. Da jeg kom tilbage til spisearealet på vandrehjemmet, så sad der en stod afrikaner, som havde sovet på mit dorm siden jeg var ankommet. Han var vældig fin. Han havde lige færdiggjort hans MBA og skulle nu tjene lidt penge inden han skulle tilbage til Zimbabwe. Noget han ikke glædede sig til, men hans familie var blandt en af de rigeste, så han var ikke nede i slummen. Hans historier om Mugabes regime, som ikke når i nyhederne pga andre mere vigtige nyheder, var rørende.
Vi slog os senere på aftenen sammen med den lokale tato kunstner og Kevin på vandrehjemmets solterrase til lidt øl efterfulgt af en lille bytur.
